KLUMME til Nordjyske mandag den 10. juli 2017

 

Usynlig sorg

I mit arbejde som psykoterapeut støder jeg ofte på sorg. Sorg er den følelse, der rammer dig, når du mister nogen eller noget, du holder meget af. Sorg er også den proces, der skal til, for at du giver slip på det mistede. Når du er kommet igennem sorgen, fungerer dit liv igen – om end somme tider på en anden måde end forud.

Det er nemt at forstå, at Else sørger, når hun har mistet sin mand, eller at Gerda sørger, når hun har mistet sin mor. Det kan vi se, og det kan vi alle sammen sætte os ind i. Sorgen har sin egen proces, og når du har sorg, skal du have omsorg fra dine omgivelser.

Sådan ser en helt almindelig, gedigen sorg ud.

I mit tidligere job som sygeplejerske i psykiatrien mødte jeg også ofte sorgen – den så bare anderledes ud. Den sorg jeg tænker på, er den usynlige sorg. Den sorg er sværere at få øje på, den er sværere at definere, fordi den udvikler sig gradvist, og fordi det kun er den, der sørger, der helt er klar over sorgens konsekvenser.

Når et menneske får en alvorlig psykiatrisk diagnose, så er det klart, at deres pårørende sørger. Hvis det drejer sig om et ældre menneske, der får diagnosen demens, så sørger børn og ægtefælle. Men sorgen kan ikke afvikles som sorgen nævnt ovenfor, for den demensramte lever. Man kan ikke give slip på et levende menneske for at komme igennem sorgen. Vi har jo omsorg for vore syge pårørende. Men de mister ham lidt af gangen, efter som hans sygdom skrider frem. Det er sorg på sorg. Udenforstående ser, er at han er der endnu, og de pårørende oplever indefra er, at de langsomt mister ham. Det gør sorgen usynlig for andre.

Helt slemt er det tydeligvis for de pårørende, hvis en af vore unge får en alvorlig psykiatrisk diagnose. Måske er det sværest her, fordi disse unge endnu ikke har levet et liv. De har det hele til gode. Her gør det samme sig gældende: Man kan ikke give slip på et levende menneske man holder af for at afvikle sorgen. Vi ønsker altid det bedste for vore børn, så sorgen her handler om mistede livsmuligheder. Her mister man som pårørende også lidt af gangen – lidt efter lidt efter som man opdager, hvor begrænsningerne for den unge ligger: Når forældrene må se til, hvor slemt det kan blive uden at kunne gøre andet end at være til stede. Når det går op for dem, at han aldrig vil kunne forsørge sig selv. Eller når det går op for dem, at han formodentlig aldrig vil kunne tage en uddannelse. Når de måske finder ud af, at han er nødt til at bo døgndækket. Når det går op for dem, hvor ringe muligheder deres afkom som alvorligt psykisk syg har for at få indflydelse på eget liv. Når han taber modet over den måde, han som psykisk syg bliver mødt på. Set udefra er barnet der stadig, men set indefra er der tab på tab, og det giver sorg – usynlig sorg.

De kan blive ramt af skam og skyld: Kunne vi have gjort det bedre, så han ikke var blevet syg? Eller har vi gjort det godt nok? Set ud fra mit synspunkt har de allerfleste gjort det rigtigt godt. De pårørende er en stor ressource – men de skal huske at sammenligne det, de har opnået, med det de har haft at virke med. Prøv at tænke: Hvor ville han have været uden min hjælp. Jeg har gjort en stor indsats.

Den der har sorg, skal have omsorg. Forældrene er værdifulde ressourcer for en ung med en psykiatrisk diagnose.

Hvordan får forældrene så den omsorg? Ja, når sorgen er usynlig, er det svært for andre at byde ind med hjælp. Så det man som forældre kan gøre, er at snakke med andre, så man får luftet sorgen. Måske finde nogle andre forældre at dele det svære med. Det er det der hjælper. Endelig kan man melde sig i en pårørende forening, der kæmper for pårørendes rettigheder.